Marie Bøje

Kunst er betydningsfuld i den forstand, at den får os til at genoverveje verden, som vi kender den. Kunst sætter spørgsmålstegn ved vores eksistentielle eller samfundsmæssige position – nogle gange, men ikke altid, giver den os svar på vores undren. Kunst er et spejl, der holdes op for mennesket, og derfor i mine øjne en uundværlig faktor i forhold til den menneskelige eksistens.
​​Verden og menneskene i den er globalt forbundet, det er min oplevelse. Alligevel er det altid uddrag af de umiddelbare omgivelser og de detaljer, der findes heri, som optager mig i mit kunstneriske arbejde. At udfolde sig kunstnerisk er at have en seriøs, men legende tilgang til processen og et åbent sind overfor vejen til det færdige værk.
Mit kunstneriske arbejde er baseret på en sanselig og nysgerrig interaktion med omgivelserne. Arbejde er leg. Jeg har en interesse i rum – som et faktisk og et mentalt landskab – som et kulturelt fænomen og en sans for det ubevidste. Det kombineres med behovet for at fordybe mig i det, jeg observerer. Gennem det, der opleves som en taktil arbejdsproces, visualiseres og kommunikeres kroppens og sindets indtryk.
Connect